Kom ud
Det er tid til at skifte indelivet ud med at komme ud i det blå. Om det bare er at tage frokostpausen i parken, på en bænk eller nær havnen, så tæller alt i lysregnskabet. Måske skal du skifte bil, bus og tog ud med at tage cyklen på arbejde og i skole, så kommer der frisk luft ind på kontoen samtidig med, at kroppen bliver motioneret. Foråret er en perfekt årstid til at få indarbejdet nye og sundere vaner, så bliver det nemmere at træffe de gode sunde valg i den mørke tid, når den kommer, for det gør den!!
Brug eventuelt også din frokostpause til at spadsere lidt rundt efter du har spist. Du vil opleve, at eftermiddagen på jobbet glider lidt nemmere, fordi du har fået dig bevæget og fået lys og frisk luft. Det er også oplagt at lave gåmøder på den lyse årstid, du vil blive overrasket over hvor mange kreative og gode ideér der dukker op, når du er i bevægelse. Prøv det!